Elsker at være døv – elsker mit sprog!
Vi er en lille sproglig minoritet her i Danmark – i Verden for den sags skyld.
Danmark er et land som siges at rumme mangt og meget
Men det er også et land med en befolkning der ved ufatteligt lidt om befolkningsgrupper, der er anderledes end dem selv.
Jeg er ikke selv bedre end alle andre – der er mange ting jeg gerne vil vide mere om.
Kulturforskelle, sprogforskelle, hvordan x handicap klarer x dagligdags situation – altså om mennesker som bor på min gade, mennesker som jeg møder i min nærbutik, mennesker som jeg møder i mine børns skole.
Grunden til vi alle har mere eller mindre uvidenhed om andre os selv skyldes ikke at vi ikke VIL vide noget – men fordi vi ikke ved hvor eller hvordan vi skal spørge den anden. Eller fordi vi har lidt angst for at overskride deres men også vores egne grænser i mødet med det anderledes.
Jeg blev kontaktet af en mor som skulle stå for den pædagogiske dag på hendes barns skole, mens personalet er ude af huset til årsplanlægning.
Hun ville gerne at børnene på skolen lærte noget om hvad det vil sige at være døv, være anderledes, have et andet sprog selvom man bor i det samme land.
JEG VAR FRISK PÅ DEN!!!
Jeg ELSKER at møde børn og unge og fortælle om dette.
Fordi denne målgruppe er SÅ nysgerrige og ærlige og åbne om det de tænker.
Og jo flere myter, fordomme og forestillinger jeg kan aflive jo bedre er det for os.
Jeg har gjort det før – i arbejdsegenskab som forældrevejleder igennem 4 år.
Der tog jeg ud på skoler og besøgte de klasser som havde børn med døve forældre.
Så de her børn af døve forældre slap for at skulle besvare alle de mange mange hundrede spørgsmål der er, når andre børn bliver nysgerrige hvordan det er at have døve forældre og hvordan siger man x på tegnsprog.
I går tog jeg afsted – ikke som forældrevejleder. Men som bare MIG.
Skolen jeg skulle besøge havde ikke børn med døve forældre. Så det var ikke med denne arbejdskasket på.
I går torsdag morgen – kører jeg afsted i sneen der daler ned på den jyske motorvej. Bliver lidt nervøs for om jeg er kørt forbi den lille by jeg skal frem til. Men jeg stoler på min GPS og kommer endelig frem til en dejlig lille friskole.
Her møder jeg ca 20 elever med elever fra 4.-7. klasse. De er spændte, men rolige.
De sædvanlige spørgsmål kom frem:
Hvordan er det at være anderledes?
Kan du køre bil?
Har du et arbejde?
HVordan lærte du tegnsprog?
Og mange mange flere klassiske spørgsmål.
Da jeg var på denne her skole oplevede jeg dog E´n ting som jeg aldrig havde hørt før i de år jeg har fortalt om det at være døv:
Jeg går ned til computeren for at finde en musikstykke frem, der vises på tegnsprog.
Mens jeg er der, gør min tolk tegn til at der er en elev der siger: “wow!!! Hun kan også finde ud af at bruge computer og internettet!”
Du kan tro at jeg (og tolken) måtte holde masken for ikke at bryde sammen af grin.
Lige denne sætning havde vi aldrig hørt før. 🙂
Det var et par fantastiske timer med mage mange spørgsmål og mange aha oplevelser for de her nysgerrige elever.
Eleverne når frem til at det er fedt og sejt at kunne tegnsprog. Der er mange fordele ved at kunne det, mener de.
Det er da fedt at slutte sit besøg på denne måde 🙂
Jeg bliver så stolt af det jeg kan – nemlig tegnsprog.
Og jeg synes det er vigtigt at oplyse gang på gang hvad døv egentlig er for en størrelse. Selvom det er de samme klassiske spørgsmål gang på gang – men for hver gang er jeg med til at udbrede viden om tegnsproget og det at være døv.
Det er fedt at opleve at en skole på denne måde har valgt at bruge deres pædagogiske dag til dette emne – og fedt at de inviterer en DØV til at komme ud.
Ikke en hørende som arbejder med/for døve – nej en Døv selv.
Det giver det bedste output, når børnene konfronteres med en døv. At skulle vænne sig til at snakke via en tolk men samtidig kigge på den døve.
Det var de faktisk rigtigt dygtige til igår!
Jeg fortalte Jasmin og Oliver, mine to hørende børn, om oplægget i går. De har set mig holde lignende oplæg i deres klasser, og de kender til de her typiske spørgsmål
Men de måtte også lige grine højt, da jeg fortæller dem om denne elev der var så fascineret af at jeg kunne bruge en computer.
Det gav os en rigtig god snak om hvor lidt folk egentlig ved os døve.
Og det gav os også en god snak om at vi også ved meget lidt om andre handicapgrupper.
Jeg håber skolerne fremover i hele landet bliver bedre til at invitere “anderledesheden” ind i deres klasser – for jo tidligere myter og forestillinger bliver aflivet, jo lettere bliver det at møde hinanden ude på gaden, i nærbutikken og i daginstitutionerne.
ELSK DIT SPROG – VÆR STOLT AF DIT SPROG – VIS DIT SPROG – DEL DIT SPROG
Kærlig hilsen Malene Melander
[/vc_column_text][/vc_column][/vc_row]